Permanent tale med de elskede

Müesser Yeniay understreger i sine digte, at i et maskulint samfund, der ydmyger kvinder, kan kvindekroppen ikke begrænses af moral, kan ikke ses som en handelsvare, tværtimod skal den respekteres. Ifølge hende er kvindekroppen ikke en vare, der skal bruges, men en følelse, et element af kærlighed.

Müesser Yeniay dekonstruerer kontraktens mytologiske, teologiske, historiske, sociologiske og antropologiske undertone i det maskuline sprog og kultur, som er blevet skubbet ud af historien, både på baggrund af hendes erfaringer og hvad hun har følt, ved at lave en "arkæologisk" udgravning. Afslutningen af denne udgravning, det vil sige kvindernes frigørelse og deres genopståen på historiens scene, er kun mulig, når det maskuline sprog og kultur knuser den historie, som er pålagt den. Müesser Yeniay, som forsøger at vise kvindens historiske position med sine digte, åbner op for at diskutere substitutionen af moderens navn i stedet for faderens navn eller en egalitær orden med en intern diskurs. Denne indre stemme samler og bebuder matriarkatet, som undertrykkes ubevidst, med feminismen udenfor, på det bevidste plan. Denne begyndelse baner også vejen for hendes egen skabelse og det at blive kvinde.